BIOGRAFKLUB DANMARKS PROGRAM FOR SÆSON 2024-2025
Biografklub Danmark har valgt de 10 film, der udgør Biografklubbens kommende sæson. Der venter det danske biografpublikum et stjernespækket filmprogram fyldt med både danske og udenlandske film.
Med et medlemskab til Biografklub Danmark gives der halv pris på biografbilletten til 10 udvalgte kvalitetsfilm i de danske biografer. De film der er med i Biografklub Danmarks program for den nye sæson 2024-2025 inkluderer følgende:
Medlemskaber kan købes fra 1. august i vores billetsalg eller på www.biografklubdanmark.dk
1. Mørkeland - Biograf Premiere d. 22.08.24
2. Lee - Biograf Premiere d. 26.09.24
3. We live in time - Biograf Premiere d. 24.10.24
4. Vejen hjem - Biograf Premiere d. 28.11.23
5. Here - Biograf Premiere d. 16.01.25
6. Bridget Jones - Vild med ham - Biograf Premiere d. 13.02.25
7. Under stjernerne på himlen - Biograf Premiere d. 20.03.25
8. Vi har stadig i morgen - Biograf Premiere d. 24.04.25
9. For fuld musik - Biograf Premiere d. 22.05.25
10. Hjem kære hjem - Biograf Premiere d. 19.06.25
1. Mørkeland
TOPAKTUEL POLITISK THRILLER MED FANTASTISKE ANDERS W. BERTHELSEN
’Mørkeland’ er en ny fortælling om Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen), sat en hel generation efter vi forlod ham som ung graverjournalist med livet og karrieren foran sig. 20 år er gået, og han er ved et tilfælde tilbage på sin tidligere arbejdsplads Dagbladet, hvor hans gamle kollega, og nu chefredaktør Henrik Moll (Nicolas Bro), beder ham dække et mord på en ung fuldmægtig, der arbejdede i Indenrigsministeriet. Langsomt fører sagen Torp i nettet på en politisk sammensværgelse, der truer selve fundamentet for vores samfund. Men de eneste, der tror på ham, er avisens unge praktikanter Emma (Mathilde Arcel) og Simon (Patrick A. Hansen).
’Mørkeland’ er efterfølgeren til den populære og prisvindende spillefilm ‘Kongekabale’ og er ligeledes baseret på en roman af Niels Krause-Kjær. Det bliver et glædeligt gensyn med savnede karakterer for dem, der har set ’Kongekabale’, men historien står samtidig alene, er højaktuel og byder et nyt publikum velkommen.
2. Lee
DEN VERDENSBERØMTE KVINDELIGE KRIGSFOTOGRAF LEE MILLER PORTRÆTTERES STÆRKT AF KATE WINSLET
Den tidligere supermodel Lee Miller rejser til frontlinjen under Anden Verdenskrig som krigsfotograf på en mission for magasinet Vogue for at afsløre skjulte sandheder om Nazityskland. På trods af de udfordringer, Lee møder som kvindelig krigskorrespondent, tager hun nogle af de vigtigste billeder fra krigen. Billeder, hvor linsen ofte var rettet mod alle dem, som krigen påvirkede uden for krigszonerne, og som siden har vist sig at være afgørende dokumentation for eftertiden.
Lee Miller blev verdensberømt for sit selvportræt, som blev taget i Hitlers badekar i hans forladte lejlighed i München. Billedet blev sidenhen en visuel metafor for afslutningen på krigen. Lee Miller spilles af den Oscarvindende skuespiller Kate Winslet, der leverer en af sine bedste præstationer nogensinde. Kate Winslet får selskab af et stjernespækket cast, der blandt andet består af Josh O’Connor, som vi bedst kender fra ‘The Crown’, den svenske Hollywoodskuespiller Alexander Skarsgård og ikke mindst Marion Cotillard, der vandt en Oscar for sit uforglemmelige portræt af Édith Piaf.
3. We live in time
RØRENDE SKÆBNEFORTÆLLING OM DEN STORE KÆRLIGHED
Den talentfulde og ambitiøse kok Almut oplever, at hendes liv ændres for altid ved et tilfældigt møde med Tobias, som lige er blevet skilt. De forelsker sig i hinanden og begynder at opbygge et hjem og en familie sammen, men en alvorlig sandhed afsløres og vender op og ned på alting.
Filmens hovedroller spilles af de elskede Hollywoodstjerner Florence Pugh og Andrew Garfield. Florence Pugh har de seneste år taget film verdenen med storm. Senest har man kunnet opleve hende i den Oscarvindende ‘Oppenheimer’ og i det store sci-fi-epos ‘Dune: Del 2’. For biografklubbens medlemmer er hun et dejligt gensyn fra ‘Little Women’, som hun blev Oscarnomineret for. Andrew Garfield vil for de fleste nok mest være kendt som den populære superhelt Spider-Man. Her brillerer de sammen i denne stærke kærlighedshistorie.
4. Vejen hjem
NIKOLAJ LIE KAAS I NEGLEBIDENDE SPÆNDINGSDRAMA
Hvor langt er du villig til at gå for at redde dem, du elsker? Det spørgsmål tvinges Christian (Nikolaj Lie Kaas) til at svare på, da han lader sig smugle ind i Syrien i en desperat søgen efter sin eneste søn, Adam, der er blevet radikaliseret. Det er en livsfarlig og selvransagende rejse ind i et brutalt, krigshærget land. Og efterhånden indser Christian, at han må være villig til at ofre alt, hvad han tror på, for at blive genforenet med sin søn.
‘Vejen hjem’ er et stærkt og medrivende drama om afmagt, tilgivelse og kærligheden til vores børn. ‘Vejen hjem’ er instrueret af Charlotte Sieling, hvis seneste film var storfilmen ‘Margrete den Første’. Denne gang er handlingen rykket fra senmiddelalderen i Danmark til krigen i Syrien. Nikolaj Lie Kaas spiller hovedrollen, og han har lært at tale arabisk til rollen som Christian. Det er Lie Kaas’ første hovedrolle siden ‘Kollision’ fra 2019, som også var
en del af biografklubbens program.
5. Here
HOLDET BAG ‘FORREST GUMP’ ER SAMLET I DENNE ORIGINALE, RØRENDE OG STILISTISK UOVERTRUFNE FILM
Filmens titel refererer til et sted, nemlig det hus, der danner rammen om hele fortællingen. ‘Here’ er en rørende film om flere familier og deres liv i det samme hus. Historien rejser gennem både tid og generationer og centrerer sig omkring opholdsstuen i det hus, hvor familierne bor. Med sit originale og kunstneriske fortællegreb indfanger filmen den menneskelige fortælling i sin reneste form.
Det er 30 år siden, at mesterværket ‘Forrest Gump’ tog verden med storm. Nu er Tom Hanks, Robin Wright, instruktør Robert Zemeckis og manuskriptforfatter Eric Roth endelig tilbage igen. Denne gang har de valgt at filmatisere den grafiske roman ‘Here’ fra 2014. Historien indfanger livets essens med alt, hvad det indebærer af kærlighed, tab, latter og hverdagens små mirakler.
6. Bridget Jones - Vild med ham
RENÉE ZELLWEGER VENDER TILBAGE I SIN IKONISKE ROLLE SOM BRIDGET JONES I ELSKET BRITISK ROMANTISK KOMEDIE
Det er tid til at få rørt lattermusklerne, når den charmerende filmsingle Bridget Jones vender tilbage i et nyt og morsomt kapitel af sit dagbogsliv.
Hun har mistet sin mand, Mark, for fire år siden og lever alene med sine to små børn. Efter flere år med stor sorg er hun nu klar til at bevæge sig ud i datinglivet igen. Men siden Bridget sidst var single, er der sket en del! Nu skal hun orientere sig i alverdens nye dating-apps, sociale medier og onlinedating. Det giver naturligvis anledning til masser af misforståelser og pinligheder.
Vi har fulgt Bridget Jones’ op- og nedture gennem de seneste 23 år. Den nye film er også baseret på Helen Fieldings roman af samme navn og tager udgangspunkt i Bridgets rolle som mor. Udover en masse nye karakterer kan fans af filmserien glæde sig til et gensyn med Hugh Grants charmerende og karismatiske Daniel Cleaver, og Emma Thompson ses igen i rollen som Dr. Rawlings. Nye stjerner er også med i filmen, hvor blandt andre unge Leo Woodall charmerer sig ind i Bridgets nye datingliv.
7. Under stjernerne på himlen
ANDERS MATTHESEN I ROLLEN SOM EN AF DANSK MUSIKHISTORIES STØRSTE PERSONLIGHEDER – TOMMY SEEBACH
‘Under stjernerne på himlen’ er et portræt af en af dansk popkulturs største stjerner, Tommy Seebach, der i 1979 ved et skæbnetræf fik mulighed for at deltage ved Dansk Melodi Grand Prix med det store hit ‘Disco Tango’. Men det er samtidig en familiehistorie – et drama om en far, der kom så langt ud i sit misbrug, at han måtte flytte fra sin kone og børn, før han endelig forstod og fik vist dem, hvad de betød.
Det er en fortælling om en stor personlighed, som på sin egen måde blev det popmusikalske samlingspunkt for en hel generation. Præcis som hans søn Rasmus Seebach er blevet det for den næste generation. ‘Under stjernerne på himlen’ er en hyldest til en popkunstner, hvis ikoniske sangskat har dannet soundtrack til rigtig mange danskeres liv. Sange, som længe efter Tommy Seebachs alt for tidlige død har levet videre i os alle.
8. Vi har stadig i morgen
EN HELT SÆRLIG ITALIENSK PERLE, DER HAR TAGET PUBLIKUM MED STORM OVERALT
Delia bor i efterkrigstidens Rom og har fået indfriet sine to største drømme i livet: at blive hustru og mor. Hun bor sammen med sin
temperamentsfulde mand, Ivano, og deres tre børn. Deres datter skal giftes med en ung mand af fin familie. Livet er ikke altid en dans på roser, men Delia har en veninde, som hun deler gode stunder med. Delia er nødsaget til at favne og acceptere sin skæbne – på godt og ondt. Indtil et mystisk brev lander i postkassen.
’Vi har stadig i morgen’ er en vidunderlig, bevægende og helt speciel film, som ved første øjekast kan virke smal og kunstnerisk i sin sorthvide fotografering. Men med over 5 millioner solgte billetter overgik filmen ‘Barbie’ i de italienske biografer. Det er en film, der bevæger sit publikum, og som man ikke glemmer lige med det samme. Både publikum og anmeldere fra hele verden knuselsker filmen.
9. For fuld musik
SKØNT FRANSK FEELGOOD-DRAMA OM ET UVENTET MØDE MELLEM TO BRØDRE OG DERES PASSION FOR MUSIK
Thibaut er en internationalt anerkendt dirigent, som rejser verden rundt. Da han ved et tilfælde finder ud af, at han er adopteret, opdager han også, at han har en lillebror, Jimmy, som arbejder i en skolekantine og spiller basun i et lille marchorkester. De to brødre er hinandens modsætninger – undtagen når det kommer til deres kærlighed til musik. Thibaut fornemmer sin brors musikalske talent og beslutter sig for at rette op på skæbnens uretfærdighed, og Jimmy begynder at drømme om et andet liv.
Instruktør Emmanuel Courcol fortsætter i sin tredje spillefilm (efter ‘Cessez-le-feu’ i 2016 og ‘Un Triomphe’ i 2020) med at udforske temaer som social arv og klasseforskelle, samtidig med at han i denne film fremhæver musikkens samlende kraft. Filmen havde premiere på Cannes Film Festival 2024. ‘For fuld musik’ er en følsom og melodisk film, der sætter fokus på musik og meningsfulde relationer.
10. Hjem kære hjem
EN AF DANSK FILMS PRISBELØNNEDE INSTRUKTØRER ER KLAR MED SIT NYE STÆRKE OG VARME HVERDAGSDRAMA
Sofie er alenemor og har startet nyt job i hjemmeplejen. Hun skal balancere mellem det krævende job blandt lokalsamfundets borgere og hverdagen med sin datter. Snart oplever Sofie, hvor presset hverdagen er for de ansatte i hjemmeplejen, og selvom hun hurtigt får styr på jobbet, må hun kæmpe for at nå alle opgaverne og yde en god service overfor både de ældre og deres pårørende. ‘Hjem kære hjem’ er en varm og autentisk fortælling om, hvad der sker, når man ikke kan yde omsorg overfor de mennesker, man holder allermest af.
‘Hjem kære hjem’ er skrevet og instrueret af Frelle Petersen, der også står bag de Bodilvindende sønderjyske spillefilm ‘Onkel’ og ‘Resten af livet’. Med denne film afslutter Frelle Petersen dermed sin hjemstavnstrilogi, der har givet et nært, autentisk og intenst indblik i lokalmiljøet i Sønderjylland.
Om Biografklub Danmark:
- Biografklub Danmark er en national filmklub der påbegynder sin 27. sæson denne sommer.
- Hvert år bruger Biografklub Danmarks filmudvalg det meste af foråret på at gennemse film i biografernes mørke med henblik på at sammensætte det absolut stærkeste filmprogram til det danske biografpublikum.
- Som medlem af Biografklub Danmark kan man se 10 udvalgte kvalitetsfilm i biografen til halv pris.
- Et medlemskab af biografklubben koster 128,- kr. for sæsonen og inkluderer rabatkuponer til alle.